en  fr  cs  de  et  el  es  ga  hr  it  pl  ro  sq  sk  sl  sv  nn  sr  bs  lt  mk  lb  nl  hy  pt  tr  da  bg  fi  hu  ka  lv  eu  ca  ru  gl

En hyldest til sproglig mangfoldighed

De sproglige vilkår

I verden er der mere end seks milliarder mennesker, og de taler mellem 6.000 og 7.000 forskellige sprog. Nogle få sprog, som engelsk og kinesisk, bliver talt af flere hundrede millioner, men de fleste tales kun af nogle tusinde eller kun af en håndfuld. Faktisk tales 96 % af verdens sprog kun af 4 % af befolkningen. Europæere føler ofte, at deres kontinent har et ekstraordinært antal sprog, især i sammenligning med Nordamerika eller Australien, men faktisk stammer kun 3 % af Jordens omkring 225 sprog fra Europa. Størstedelen af verdens sprog tales i store områder på den anden side af Ækvator – i det sydøstlige Asien, Indien, Afrika og Sydamerika. For mange europæere er en etsproget tilværelse det normale, men mellem halvdelen og to tredjedele af verdens befolkning er tosprogede i nogen grad, og et stort antal er flersprogede. Flersprogethed er i væsentligt højere grad det normale end etsprogethed. En mangfoldighed af sprog og kulturer betragtes i stigende grad som en god og smuk kvalitet i sig selv, som det er tilfældet med biologisk diversitet. Hvert sprog har sit eget verdenssyn og er et produkt af sin egen unikke historie. Alle sprog har en individuel identitet og værdi, og de er alle lige fyldestgørende som udtryksform for de personer, der taler dem. Fra sammenligninger af hastigheden hvormed børn lærer at tale ved vi, at intet sprog som udgangspunkt er sværere end andre sprog.

De sproglige strukturer

Sprog er et vilkårligt system af lyde og symboler, som en gruppe mennesker anvender til mange formål, primært til at kommunikere med hinanden, udtrykke kulturel identitet, gengive sociale forhold og sprede glæde (for eksempel gennem litteratur). Sprog adskiller sig fra hinanden gennem lyde, grammatik, ordforråd og talemønstre. Men alle sprog er meget komplekse helheder, og de kan variere i antallet af vokal- og konsonantlyde fra mindre end et dusin til over hundrede. Europæiske sprog har typisk et ’lydforråd’, der ligger i midten – fra omkring 25 lyde (fx spansk) til over 60 (fx irsk). Alfabetet afspejler disse lyde med varierende nøjagtighed: Nogle alfabeter (fx det walisiske) er meget regulære i måden at repræsentere lydene på, mens andre (fx det engelske) er meget irregulære. Grammatisk består hvert sprog af flere tusinde sæt af ordformationer og sætningskonstruktioner. Hvert sprog har et enormt ordforråd, der skal opfylde sprogbrugernes behov – for de europæiske sprog, hvor det videnskabelige og tekniske ordforråd er meget stort, når dette op på flere hundrede tusinde ord og vendinger. Individuelle sprogbrugere kender og anvender kun en brøkdel af sprogets fulde ordforråd. De ord, som uddannede personer benytter – deres aktive ordforråd – kan nå 50.000 ord. Antallet af ord, de kender, men ikke anvender – deres passive ordforråd – er dog større. I daglig tale benytter folk ofte et begrænset antal ord, men med en høj hyppighed. Det anslås, at en 21-årig allerede vil have ytret omkring 50 millioner ord. Levende sprog og kulturer er i konstant forandring, og måden, vi taler og skriver på, påvirkes af andre mennesker. Nye medier, såsom internettet, giver sproget nye muligheder for at udvikle sig. Sprog er altid i kontakt med hinanden, og de påvirker hinanden på mange måder især ved at låne ord. Igennem århundreder har engelsk eksempelvis lånt ord fra mere end 350 sprog, og for tiden låner alle de europæiske sprog mange ord fra engelsk.

Tilegnelse af sprog

I løbet af de første fem leveår fuldføres indlæring af modersmålet, selvom udviklingen af nogle sproglige funktioner (såsom opbygning af ordforråd) aldrig ophører. Sproget udvikler sig gennem flere stadier. I løbet af det første år laver barnet en lang række lyde, hvorfra mønstre i rytme og tonefald opstår og derefter vokaler og konsonanter. Når barnet er omkring et år gammelt, ytres det første forståelige ord. Gennem barnets andet år følger først kombinationer af to ord, som efterhånden bliver til kombinationer med tre eller fire ord. Tre- og fireårige bruger sætninger, der vokser i længde og kompleksitet. Ordforrådet vokser fra at bestå af omkring 50 aktive ord, når barnet er 18 måneder, til flere tusinde ord ved femårsalderen. Modersmålet beskrives som regel som et individs første lærte eller primære sprog. Det er det sprog, som folk kender bedst, benytter mest eller identificerer sig mest med. For nogle tosprogede personer kan det være umuligt at skelne mellem et ’første’ og et ’andet’ sprog, fordi de har lært deres to sprog så tæt på hinanden. Dog er denne distinktion lettere for de fleste tosprogede, da det andet eller tredje sprog først læres i skolealderen eller senere i livet. Der findes ingen fast aldersgrænse for, hvornår det ikke længere er muligt at lære et nyt sprog. Tosprogethed er et komplekst fænomen. En udbredt myte er, at tosprogede har to ligeligt udviklede sprog, men tosprogede udviser reelt sjældent en balance mellem deres to sprog. En anden myte er, at alle tosprogede har de samme evner, men i virkeligheden ses mange forskellige former for tosprogethed. Nogle taler som indfødte på begge sprog, mens andre har en stærk udenlandsk accent på et af sprogene. Nogle læser godt på begge sprog; andre kan kun læse på det ene sprog. Nogle foretrækker at skrive på det ene sprog, men kan kun tale på det andet. Tosprogethed medfører mange former for fordele. At være tosproget kan øge dine muligheder for at lære andre sprog med et godt resultat, for på en eller anden vis bliver det at lære et tredje sprog lettere af at kunne sprog nummer to. Tosprogede kan også have nogle kognitive fordele: der er beviser for, at tosprogede hurtigere gør fremskridt end etsprogede inden for visse områder af tidlig kognitiv udvikling, og de er på mange måder mere kreative i deres sproglige evner. Tosprogede har en stor fordel i at kunne kommunikere med en bredere skare af folk, og fordi tosprogede har muligheden for at opleve to eller flere kulturer på nærmeste hold, kan de opnå en større sensitivitet i kommunikation og en parathed til at overkomme kulturelle barrierer samt bygge kulturelle broer. Der er også vigtige praktiske forhold: Tosprogede har en potentiel økonomisk fordel, fordi flere jobs bliver tilgængelige for dem, og det er i stigende grad anerkendt, at flersprogede virksomheder har en konkurrencefordel i forhold til etsprogede virksomheder.

Sprogfamilier

Sprog er forbundet til hinanden som medlemmer i en familie. De fleste sprog i Europa kan grupperes sammen som én stor indoeuropæisk sprogfamilie på grund af deres fælles rødder. De europæiske familier, der har flest sprog-medlemmer og det største antal brugere, er de germanske, romanske og slaviske. Den germanske sprogfamilies medlemmer er delt i en nordisk gren med dansk, norsk, svensk, islandsk og færøsk samt en vestlig gren med tysk, nederlandsk, frisisk, engelsk og jiddisch. Den romanske sprogfamilies medlemmer er rumænsk, italiensk, korsikansk, spansk, portugisisk, catalansk, occitansk, fransk, rætoromansk, ladin og sardinsk. Til den slaviske sprogfamilie hører sprog som russisk, ukrainsk, hviderussisk, polsk, sorbisk, tjekkisk, slovakisk, slovensk, serbisk, kroatisk, makedonsk og bulgarsk. Inden for den keltiske sprogfamilie findes irsk, skotsk-gælisk, walisisk og bretonsk, med tendenser til genoplivning af kornisk og mansk. Til den baltiske sprogfamilie hører lettisk og litauisk. Enkelte familier, som kun har et medlem, er græsk, albansk og armensk. Baskisk er et enestående tilfælde, da det ikke hører til den indoeuropæiske sprogfamilie, og dets oprindelse er ukendt. Der er også andre sprogfamilier med medlemmer i Europa. I nord findes de uraliske sprog: Finsk, estisk, ungarsk, flere samersprog og også andre små sprog i de nordlige dele af Den Russiske Føderation som ingirsk eller karelsk. I de sydøstlige dele findes der repræsentanter fra den altaiske sprogfamilie især tyrkisk og aserbajdsjansk. Den kaukasiske familie tales i et relativt lille og kompakt område mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav, og tæller omkring 40 medlemmer heriblandt georgisk og abkhasisk. Den afroasiatiske familie omfatter maltesisk, hebræisk og berbisk. Alle disse sprog anvender et lille antal alfabetiske skrifttegn. De fleste sprog benytter det romerske (eller latinske) alfabet, mens russisk og andre slaviske sprog bruger det kyrilliske alfabet. Græsk, jiddisch, armensk og georgisk har deres egne skrifttegn. I ikke-europæiske sprog med udbredt anvendelse i Europa indgår arabisk, kinesisk og hindi, som også har hver deres skriftsystem.

Europas sprog

Vurderingerne varierer, men der findes omkring 225 talte sprog, der stammer fra Europa. De fem sprog, der tales af flest i Europa, er russisk, tysk, engelsk, fransk og italiensk, opgjort efter antal personer med sproget som modersmål. I de fleste europæiske lande manøvreres der dog rutinemæssigt med flere sprog. Undtagelserne udgøres af små stater som Lichtenstein og Vatikanstaten, og selv disse steder findes der udbredt brug af andre sprog. De 49 stater, der har underskrevet den europæiske kulturkonvention, har 41 officielle eller nationale sprog, og mange af staterne har tildelt andre sprog en særlig status. I de fleste lande findes et antal traditionelle minoritetssprog eller regionale sprog. Den Russiske Føderation har klart det højeste antal sprog, der tales på dens territorium; antallet varierer fra 130 til 200 afhængigt af anvendte kriterier. Nogle regionale og minoritetssprog har opnået officiel status, hvilket eksempelvis er tilfældet for baskisk, catalansk og galicisk i de spanske regioner, hvor de tales. I Det Forenede Kongerige har walisisk beskyttede sproglige rettigheder, og det samme har frisisk i Nederlandene samt de samiske sprog i Norge, Sverige og Finland. På grund af tilgangen af immigranter og flygtninge fra hele verden bliver Europa i stigende grad flersproget, og i London tales der for eksempel mere end 300 sprog. I de fleste andre storbyer, særligt de vesteuropæiske, tales der nemt 100-200 sprog som modersmål blandt skoleeleverne. De mest udbredte sprog er arabisk, berbisk, tyrkisk, kurdisk, hindi, punjabi og kinesisk, men disse sprog tales dog af små mindretal, og deres fremtid blandt europæiske immigranter er truet. For at et sprog skal overleve er den daglige, uformelle, mundtlige interaktion mellem forældre og børn altafgørende. Eksperter har vurderet, at mindst halvdelen af verdens sprog og måske flere vil uddø i løbet af dette århundrede. I løbet af to generationer kan alle spor af et sprog forsvinde, hvis børnene ikke længere lærer det. Begrundelserne for at opgive et sprog er mange og omfatter fysisk ødelæggelse af et samfund eller dets levesteder (gennem miljøkriser og sygdomme), aktiv modarbejdelse fra politiske grupper og – den mest almindelige grund – økonomisk og kulturel dominans fra mere magtfulde og prestigefyldte sprog. Men hvad end årsagen er, så er resultatet det samme: Menneskeheden mister en unik ressource. Gennem Europarådets arbejde blev to vigtige internationale redskaber lanceret i 1998. Den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog håndhæves i 22* medlemsstater. Rammekonventionen om beskyttelse af nationale mindretal, som indeholder bestemmelser for minoritetssprog, er gyldig i 39* medlemsstater. Disse traktater er vigtige led i at beskytte og fremme den sproglige rigdom i Europa (*ratificeret i 2007). I begyndelsen af det 21. århundrede bor alle europæiske borgere i et flersproget miljø, og i dagligdagen støder folk på mange forskellige sprog eksempelvis på bussen eller i toget, i TV, radio eller aviser eller i ingredienslisten på et produkt i supermarkedet. Der er behov for at udbrede den folkelige viden om og forståelse for mangfoldigheden i Europas sprog og de faktorer, som påvirker deres vedligeholdelse og udvikling. Der er behov for at skabe en større interesse for og nysgerrighed omkring sprog. Der er behov for at fremme den sproglige tolerance inden for og imellem nationer. Disse var blot nogle af målene for Det Europæiske Sprogår 2001, som blev organiseret af Europarådet og EU. På aftenen for sprogårets afslutning besluttede Europarådets Ministerkomité at udnævne Den Europæiske Sprogdag, som skal fejres den 26. september hvert år, med de samme målsætninger.